Dirty Deeds

 

Dirty Deedsdirtydeeds

Op igennem 1990’erne hærgede Dirty Deeds med High Voltage Rock n Roll, kompromisløs lydstyrke og energifyldte liveshows for fulde huse landet over. Missionen var klar: AC/DC til folket og mottoet lød: Have a good time – all the time!
Men i 1998 trak bandet stikket ud og stoppede…
Indtil…

I sommeren 2013 kom det afgørende spørgsmål fra en booker: ”Kan Dirty Deeds samles igen?” Målet blev at gendanne bandet til et gig sammen med Pretty Maids og Basement Below på Posten d. 30. november samme år. Idéen var god, og Dirty Deeds bestående af både tidligere og nye medlemmer indtog i løbet af efteråret øvelokalet for at spille sig klar til eventen.
Der var ingen tvivl i bandet om, at de 45 minutter, der var til rådighed på Postens scene, skulle indeholde numre fra AC/DC æraen med legendariske Bon Scott, og der skulle tryk på! Sådan blev det. Numre som Highway to Hell, Sin City og Whole lotta Rosie var på playlisten til debuten for den seneste udgave af Dirty Deeds.
Der var store forventninger og stor spilleglæde op til arrangementet på Posten. Resultatet: ”The music was good and the music was loud”, og Dirty Deeds blev hørt af 700 glade, skrålende og festende rockfans med hang til power rock og AC/DC på en næsten fyldt Posten i Odense.

Dirty Deeds blev enige om at successen på Posten ikke skulle blive en enlig svale og har derfor valgt at fortsætte i Bon Scott’s fodspor med masser af hits fra de 5 år han nåede at trykkede rocken af i AC/DC. Dirty Deeds er således “Back on the road” og parate til at give den alt, showet vil pt være præget af 70’er periodens noget minimalistiske trend. Med ny line-up har Dirty Deeds genfundet gnisten, tændt Marshall stacks’ne og er igen klar til, for glødende rør og max. volume, at give publikum en Rock ‘n’ Roll fest. En fest bestående af AC/DC materiale fra perioden i 1970’erne, da legendariske Bon Scott var i front. Fra dengang da AC/DC var ren, rå Rock n Roll og numrene hed Highway To Hell, T.N.T, Whole Lotta Rosie og Sin City. Live sørger Dirty Deeds for at få energien udover scenekanten og helt ned til de bagerste rækker – så selv de mest stædige blandt publikum ikke kan stå stille. Dirty Deeds leverer AC/DC-klassikerne, som var det med Bon Scott selv med et glimt i øjet og Angus Young ramt af High Voltage!